Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
December 2006
5 knapt så store successer
Søndag Aften oplister 5 knapt så store successer fra Brian Mikkelsens første 5 år.
Ikke al politisk ledelse lykkes lige godt. Det må selv en rekordminister sande. Og det er kun sjældent, at de kritiske sager på forhånd er prioriterede af regeringen. Det er derfor damage control er så vigtigt et begreb i den politiske verden. Politisk overlevelse handler i høj grad om at kunne overleve store storme og nederlag.
Odense retur
Da Brian Mikkelsen i januar 2002 udsendte en pressemeddelse om beslutningen om ikke at bygge et nyt Rigsarkiv i Ørestaden, men at overveje andre mulige placeringer også udenfor hovedstaden, var der nærmest ingen reaktioner. Og kun få kunne forestille sig, at dette ville blive et af de første og største nederlag for den nye kulturminister.
Fire måneder senere var undersøgelser og sonderinger afsluttet og pilen pegede på Odense. Dette blev der hurtigt sat spørgsmålstegn ved, fra faglig side, fra medierne og ikke mindst fra andre politikere. Kritikken fik overtoner af vennetjenester i regeringen, som aldrig helt kunne tilbagevises.
Men først og fremmest gav sagen den første mulighed for at Dansk Folkeparti kunne komme til at spille en kulturpolitisk rolle under VK-regeringen. Dansk Folkeparti, som ellers om nogen, fremhæver machoagtigt, at magt er magt, at man er loyal mod indgåede aftaler til det yderste uden unødvendige saglige og faglige hensyn, stod pludseligt af. Beslutningen om at flytte Rigsarkivet til Odense blev dømt ukvalificeret og usaglig. Det kulturliv som ellers foragtes for blot at pibe og pibe slap nu for en togrejse på godt en time. Den bedste mulighed for at vise at regeringen mente sin provinspolitik alvorligt forduftede og kom aldrig tilbage. Og Brian Mikkelsen kom i sit største tilbagetog. Rigsarkivet forblev i København.
Brian Mikkelsen tog fejl af, hvor sikkert han kunne agere ud fra Dansk Folkepartis stemmer. Han tog fejl af opbakningen til den kompromisløst formulerede provinspolitik. Han tog fejl af, hvor let en sag der almindeligvis forekom upolitisk kunne blive helt central i det politiske spil. Men han slap ud af Ørestaden.
Forfattere som fjender
Statsminister Anders Fogh Rasmussens første og absolut vigtigste nytårstale var bogstaveligt skelsættende. Det blev en takketale til de som havde valgt regeringen, det blev en kvittering med understregning af at den nye regering ville gøre en forskel. Og det blev en nedgøring af den elite i form af smagsdommere som var blevet en vigtig del af styringen af statsapparatet. Især inden for kulturområdet kunne man høste på den rindalistiske stemning, der også var en del af valgsejren.
Regeringen spillede på, at den faktisk førte kulturpolitik ikke havde den fulde folkelige accept. Store vælgergrupper havde mistro til kultureliten. Derfor gav det regeringen vind i sejlene både at kalde navngivne kunstnere for forkælede venstreorienterede og at derefter sige at dette "fedtlag" skulle ud. At de på sigt blot blev erstattet af at tilsvarende fedtlag spillede ikke den store rolle. Signalet var klart: payback time, nye magthavere.
I samme medvind kunne regeringen lancere sin første finanslov med omfattende nedskæringer. Måske stærkest symboliseret på kulturområdet. Og allerstærkest symboliseret med nedskæringen af bibliotekspengene.
Dette var ikke Brian Mikkelsens forventning de han november 2001 trådte til som minister. Han havde forestillet sig besparelser, men slet ikke så omfattende som de blev. Hans problem var at det i reel økonomi ret ligegyldige kulturområde, var rigtigt godt til at føre symbolpolitik. For befolkningen var det tydeligt: der var nye magthavere, der blev ændret i den førte politik. Og nogle af de mest forkælede blev straffet. I sit første ministerår talte Brian Mikkelsen rigtigt meget om sygehuspolitik, de svage gamle og de sociale problemer for udsatte grupper. Siden har hans del af finanslovene været i stigning - og han har ikke haft anledning til at tale om de svage grupper.
Brian Mikkelsens første finanslovsforslag blev lanceret under overskriften "de kunstneriske uddannelser friholdes for besparelser". Dette var muligvis en hårdt tilkæmpet sejr for den nye minister og samtidig et forsøg på signal om at talentudvikling og fremtidens kunstnere lå ministeren på sinde. Men sikringen af uddannelserne gav ikke overvældende street credibility.
Bibliotekspengene blev dråben der fik gallen til at flyde over. Netop på dette område blev nedskæringerne følt helt urimelig. Blandt andet fordi netop de konservative indtil regeringsdannelsen havde været de, der mest ihærdigt havde talt for bibliotekspengene, altså en politisk set ulogisk nedskæring. Men især fordi bibliotekspengene har et reelt element af ophavsret. Uanset, hvor godt Danmark følger EU's definition af kulturstøttelovgivning, så er baggrunden ophavsretsligt begrundet.
Forfatterne oplevede nedskæringen i bibliotekspengene som simpelt tyveri. Det gav aggressioner, som Brian Mikkelsen aldrig slipper af med. Når de som elsker at hade Brian Mikkelsen skal forklare sig faktuelt, så vender de altid tilbage til netop bibliotekspengene. I Poul Nyrup Rasmussens eftermæle vil efterlønnen blive stående. I Brian Mikkelsens eftermæle vil bibliotekspengene blive stående.
Det er uanset at der siden er gjort særdeles mange bestræbelser på at hele sårene: bredt politisk forlig om bibliotekspengene, Marienborgmødet med forfatterne som gav en pose penge på finansloven og konkrete kulturpolitiske initiativer samt enkelte små drys i efterfølgende finanslove. Hvis noget skal ændres i biblioteksafgiften, må det vente til en ny minister sidder for bordenden.
Man sælger da Tv-kanaler
Privatisering af TV2 var et af de borgerlige slagnumre i valgkampen 2001. Det skulle gå rigtigt stærkt. Og det var åbenlyst lettere sagt end gjort. Dels var der god grund til at diskutere det mediefagligt rigtige i en privatisering. Men ideologi havde fortrin fremfor saglige overvejelser.
Dernæst kom EU's juridiske skepsis. Den politiske overbevisning blandt folketingsflertallet var så bastant, at man ikke i tilstrækkelig grad tog højde for, at også juridiske vanskeligheder skulle håndteres med fuld indsigt for Dansk Folkeparti. Enden på komedien blev at Brian Mikkelsen ikke længere måtte sidde for bordenden ved det fortsatte salgsarbejde - foruden at salget er udskudt indtil 2 EU-sager ad åre er afsluttet. En lille sejr fik ministeren dog, da han efterfølgende fik et bredt medieforlig, hvori oppositionen anerkendte privatiseringen af TV2 uanset, hvornår det bliver aktuelt.
De ideologisk begrundede privatiseringer har gennemgåennde ikke været heldige for kulturministeren. Hans tyrkersikre tro på, at Sky Radio ville kunne løfte opgaven at vise et landsdækkende privat alternativ til
DR's radiokanaler mislykkedes fælt. Indholdet holdt ikke vand, hvilket viste at det er vanskeligt at skrive sig til god radio. Og økonomien holdt ligeledes heller ikke, hvilket viste, at den forventede guldgrube begrundet i erhvervslivsdynamik på medieområdet ikke altid er lige let at finde.
Al magt til ministeren
Kvalitet sikres bedst gennem central styring og regulering. Dette er et klassisk konservativt synspunkt, som eksempelvis ofte ses på uddannelsesområdet, hvor der traditionelt har været gode alliancer mellem de konservative og Socialdemokraterne. Modsat har Venstre og de radikale stået for decentralisering og tillid til de kommuner og medarbejdere.
I dansk kulturpolitik har den decentrale tendens været styrende. Det har gennem årene bølget frem og tilbage. Siden regeringsskiftet i 2001 har centraliseringen været et gennemgående træk i regeringsudøvelsen. Et af de væsentlige problemer er, at dette ikke er en erkendt kulturpolitisk målsætning.
Kulturministerens forslag til finanslov for 2007 blev præsenteret under overskriften "Kulturministeriets rolle i dansk kulturliv styrkes" og er for så vidt en tydelig markering af de politiske realiteter. Alligevel prøver man samtidig at præsentere kommunalreformen som en styrket decentralisering.
Centraliseringen giver sig udtryk på mange fronter:
fortsat forfinelse og brug af styringsredskaber som resultatkontrakter med centrale institutioner. Under SR-regeringen virkede resultatkontrakterne mest som en aftale om gensidige forventninger. I dag virker de i højere grad som statslig central styring.
kommunalreformen gav mange praktiske leftovers, områder der ikke var ligetil at placere i ny struktur uden amter. En overvejende del af disse opgaver havnede i staten. Og en række af de opgaver der forbliver i kommunerne, skal fremover kvalitetsvurderes af staten. Der er en udpræget mistillid til kommunerne fra folketingets side, en mistillid som ikke er blevet mindre af kommunernes mangel på priritering af bibliotekerne efter biblioteksloven i 2000.
Kunstrådet og Kunststyrelsen er langt mere strategisk arbejdende end deres forgængere, som i højere grad kunne ses som en del af de kunstneriske miljøer. Det er en gevinst, hvis man vil styre kulturpolitikken. Det er et tab, hvis den førte kulturpolitik skal være sensitiv og i bevægelse ud fra de kunstneriske strømninger.
de smagsdommere, der har afløst de fyrede smagsdommere, fremstår dels langt mere homogent, dels i langt højere grad som om de er i løbende kontakt med kulturministeren. Kulturministeren gør en dyd af at gentage at en meget stor del af smagsdommerne er i politisk opposition til ham. Derved får han jo altså også sagt, at deres politiske ståsted faktisk interesserer ham, at han fører et politisk bogholderi med sine udpegninger. Der har altid og vil altid være forskellige former for kammerateri og tilbagebetaling for andre tjenester ved udpegning af mennesker til råd og nævn. Og det er helt naturligt, at de der udpeges er nogle minister og ministerium føler de er i fornuftig dialog med. Men det er farligt for fagligheden, hvis udvælgelseskriterierne er for ensartede.
Ideologiministeren
Brian Mikkelsen har i høj grad valgt at bruge sin ministerpost som platform for politiske markeringer. Det har også minstre før ham gjort, eksempelvis var Jytte Hilden ganske klar i mælet om ligestillingspolitik. I Brian Mikkelsens tilfælde har markeringerne i højere grad været i modvind til de engagerede kulturmiljøer. Hans udtrykte hævngerrighed overfor resterne af 68'oprørere og gamle munkemarxisters indoktrinering har for såvidt intet mad hans hverv som kulturminister at gøre. Men har alligevel haft den tydelige hæmsko, at de ideologiske markering har virket blokerende for dialog indenfor hans ressort.
Hans kraftige indvandrerpolitiske markeringer og samtidige sammenkædning med arbejdet med Kulturkanon gavnede ikke opfattelsen af at Kulturkanonen var et fælles tværpolitisk og tværkulturelt projekt. Dermed kom Brian Mikkelsen til at svække en af sine største politiske sejre.
